Zembla, mit skønne Zembla!

Zembla, mit skønne Zembla!

Zembla, mit skønne Zembla!

Anmeldelse af Vladimir Nabokov: Bleg ild, udgivet på Turbine d. 15. juni, 2021. Oversat fra engelsk efter Pale Fire af Niels Lyngsø

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

For første gang på dansk er det nu muligt at læse Vladimir Nabokovs kryptiske roman om John Shades digt, Bleg ild. Med digtet medfølger der mildest talt konfunderende og vildledende kommentarer, fra den mystiske figur Charles Kinbote. Bleg ild er en roman der skal læses med en lup, hvis man altså vil have det hele med.

Digteren John Shade er gået bort. I hans fravær udgiver Shades ”ven” Charles Kinbote hans sidste værk, et digt på 999 vers. Ifølge Kinbote skulle digtet være fuldendt, udover vers nummer 1000. Men bare rolig – Kinbote ved hvad det sidste vers skulle have været. Eller gør han? Ret hurtigt formår Kinbote at så tvivl om sin troværdig, men alligevel blev jeg som læser alligevel snydt til ikke at tro det værste i lang tid. Kinbote er nemlig akademiker, så hans tvivlsomme intentioner bliver forvrænget af en mur af kompliceret sprog, der på samme tid er prætentiøst og smukt.

”Sidst i maj kunne jeg skimte konturerne af nogle af mine billeder i den form, hans geni ville kunne give dem; midt i juni følte jeg mig endelig sikker på, at han i et digt ville genskabe det blændende Zembla, der brændte i min hjerne. Jeg hypnotiserede ham med det, jeg gennemvædede ham med min vision, jeg påtvang ham en drukkenbolts vilde gavmildhed alt det, jeg selv var hjælpeløst ude af stand til at omsætte til vers.”

Obsession/possession

Kinbotes forhold til digtet og dets ophavsmand er meget ambivalent. Til tider hyldes digtet højt til vejrs. Men i andre passager anklages det for at være pedantisk, formfuldt men uden at være nytænkende; han elsker og hader digtet, ligesom han hader og elsker Shade. Kinbotes sprog er som en akademikers, men indholdet, og forholdet til Shade, er totalt forstyrret. Kommentarerne giver en masse baggrundsinformation (som han ikke burde være i besiddelse af), men formår sjældent at analysere digtet dybere i dets metaforer og billedsprog; hvad betyder det Shade skriver rent faktisk?

Linje 1-4: Jeg var en silkehales skygge – åh osv.

Billedet i disse indledende linjer henviser tydeligvis til en fugl, der slår sig selv ihjel, da den i fuld flugt rammer ydersiden af en glasrude, hvor spejlbilledet af en himmel med en lidt mørkere farvetone og lidt mere lavthængende skyer giver en illusion om, at rummet fortsætter. Vi kan forestille os, hvordan John Shade i de tidlige drengeår – en fysisk ikke særlig tiltrækkende, men i øvrigt smukt udviklet knægt – oplever sit første eskatologiske chok da han med vantro fingre samler dette kompakte, ægformede legeme op fra græsset” 

Hvad værre bevæger han sig hele tiden ud i tangenter, der omhandler Kinbotes skønne Zembla – et land der ikke eksisterer. Han mener Zembla og dets konge burde være omdrejningspunktet for Shades digt, men til sin store frustration er der ikke en eneste reference til landet i digtet. Skylden skydes på Sybil, Shades hustru, der er en hovedpine for Kinbote:

”Ak, han ville have fået sagt en hel del mere, havde det ikke været for den antikarlist i hans eget hust, som kontrollerede hver eneste linje, han betroede hende! Mangen en gang har jeg irettesat ham på en godmodigt drillende facon: ”Du burde virkelig love mig at bruge alt det dér vidunderlige materiale, din slemme, grånende digter!” Og så fnes vi som to små drenge.”

En litterær labyrint

Så langt så godt. Men er bogen god? Det er svært at give et helt ligetil svar. Det er unægtelig en bog uden sidestykke. Hvis man meget kort skulle forklare handlingen, kunne den lyde som en Stephen King roman (se: Misery), men som jeg er kommet ind på er den jo en del mere kompliceret. Det er en bog jeg nok mere værdsatte i dens koncept og udførsel, end en bog jeg direkte nød. Det virker måske bagvendt at anbefale en bog man ikke elsker. Men Bleg ild er en bog jeg under alle omstændigheder vender tilbage til en dag, modsat for eksempel 2666 af Roberto Bolaño, der er lige så eksperimenterende, men som jeg aldrig nogensinde har lyst til at læse igen. Bleg ild lykkes måske ikke i at vække mit hjerte under læsningen, men den plantede frø i min hjerne der spirer og vokser sig større, jo mere jeg tænker over bogen. For Bleg ild er et puslespil af en bog. En bog der fungerer som hjernegymnastik. Oveni det er der så en masse tematikker om døden, kunsten og kunstnerens ophav, vanvid og meget mere. Der er helt sikkert materiale til et par bacheloropgaver her. Så hvis du udelukkende kan lide din litteratur som afslapning, bør du nok styre uden om. Men er du nysgerrig, tålmodig (og evt. lingvist) kan du roligt investere i Bleg ild. Den vil ikke kun øge din sociale kapital, men også pryde din reol med sin øjenfængende sommerfugleforside.