Reportage fra Fortællinger, fiktion og lystløgneri til Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1, d. 21. maj 2016
Af Lisa Emilie Jørgensen
Fotograf: Lisa Emilie Jørgensen
Forfatterne og (måske) lystløgnerne Jens Blendstrup og Lone Aburas er lørdag eftermiddags trækplaster til Vild med ORD på Dokk1. Da arrangementet skal til at begynde, bugner salen af forventningsfulde tilhørere, unge som ældre. Vi er klar til at høre om sammenblandingen af fiktion og virkelighed, der som modsætninger skaber et litterært mellemland, hvor grænserne for det mulige konstant rykkes.
Min sidemand hulker af grin, og rundt omkring i salen istemmer de mange andre tilhørere, der i dag er mødt op til Vild med ORD på Dokk1, med alt fra klukkende udbrud til hylende lattersalver. Det er, fordi Jens Blendstrup holder en af sine såkaldte ulejlighedstaler. Denne gang er talen bygget op som en samtale mellem Blendstrup selv og ”fru Dokk1”, og Blendstrup markerer karakterskiftene undervejs ved konstant at ændre tonefaldet fra sin egen mørke stemme til fruens lyse og mere skingre. Jens Blendstrup illustrerer, at han er en historiefortæller af kaliber med sine hæsblæsende finurlige og flabede spørgsmål og svar i enmandsdialogen. Ulejlighedstalen knytter an til både tid, sted og tema med eksempelvis den fiktive fru Dokk1’s spørgsmål: ”Så du tager noget fra din barndom og blander det med fiktion?” og Blendstrups svar: ”Forfattere stjæler med arme og ben”.
Efter en overvældende (og så absolut fortjent) applaus giver Blendstrup ordet videre til Lone Aburas, men inden hun læser op fra sin nyeste roman Det kommer til at ske, tilføjer hun lattermildt ironisk: ”Tak … Og det er jo super fedt at komme efter dig”. I salen forstår vi udmærket Aburas’ udmelding, for det er nærmest umuligt at leve op til Blendstrups gennemførte indslag og høje niveau. Men da Aburas begynder at læse op, viser hun imidlertid, hvor dygtig og humoristisk en forfatter, hun også er. Det kommer til at ske handler om teenagedrengen Henry, der mildt sagt har en elendig barndom med en mor, der begår selvmord, og en far, der efterfølgende barrikaderer sig i sit soveværelse – kun for at genopstå som fanatisk prepper. Aburas læser op fra et afsnit i romanen, hvor Henry går til psykolog ved psykologiske-Karen og begynder at ”skrue op for virkeligheden,” som Aburas selv formulerer det.
Lystløgner eller ej
Eftermiddagens moderator, Louise Brix Jacobsen fra Aalborg Universitet, indleder herefter den forestående forfattersamtale med at definere lystløgneri og lystløgnere som bl.a.: ”personer, der har sygelig trang til at fortælle opdigtede historier under foregivende af, at de er sande”. Imens hun læser op, lytter Aburas og Blendstrup intenst, løfter lejlighedsvist øjenbrynene, kniber tænksomt øjnene sammen og fniser for sig selv, hvorefter Jacobsen spiller bolden videre: ”Så er I lystløgnere?”
Blendstrup griber den først: ”Ja” – men i hans familie blev det forstået som en positiv ting at være lystløgner. Aburas ser det ligeledes som en god egenskab at være i stand til at gradbøje virkeligheden: ”Jeg skriver om mine egne oplevelser, men blander hanerne”. Virkelighedseffekterne i fiktionen tilfører identifikation og troværdighed til fortællingen, mener begge forfattere, men Blendstrup tilføjer, at litteratur ikke nødvendigvis bliver god, bare fordi den er sand – der skal fiktion til. Som forfatter må man ikke skrive virkeligheden af én til én, for så bliver litteraturen privat og dermed uinteressant for læseren. I stedet må man skrue op og ned, skære til og fra og filtrere virkeligheden. Aburas stemmer i og slår fast, at hun samtidig finder det ”grinagtigt at søge efter og hæfte sig ved, hvad der er sandt og usandt”.
Den gode historie er mere værd en dens sandhedsværdi
Jacobsen fortsætter samtalen med endnu et spørgsmål: ”Hvad skal der til, for at en virkelig person er kvalificeret til at komme med i en fiktion? Og kan man gøre noget for at blive interessant nok?” Blendstrup opfatter spøgefuldt spørgsmålet som en invitation: ”Så skal jeg nok tale lidt mere med dig først”, svarer han med sit karakteristiske glimt i øjet. Mere seriøst uddyber han bagefter, at der skal en ”brist” til – en anderledeshed, en særhed. Aburas er enig: Der skal noget til, som man kan huske. Hvis en person eksempelvis har en særlig måde at tale på, uden at han eller hun selv er klar over det, vil Aburas typisk digte videre på personen og udvide dennes ordforråd.
Når en hvilken som helst læser møder et stykke litteratur, foretager vedkommende utvivlsomt bevidst eller ubevidst et afkodningsarbejde, og Jacobsen runder eftermiddagen af med at spørge til, om forfatterne tænker over det, når de skriver deres værker – er det meningen, at læseren sættes i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion? De bekræfter begge, for ja, det er netop det, der gør litteraturen interessant. Der er helst ikke noget, der skal stikke ud som alt for tydeligt konstrueret og opdigtet, for så bliver historien utroværdig. Men selv om læseren skal sættes i tvivl, er det imidlertid ikke meningen, at han eller hun skal kategorisere værket i forhold til, om det er sandt eller ej. ”Den gode historie er mere værd end dens sandhedsværdi”, supplerer en skarp observatør blandt publikum. Hans velvalgte ord må blive de sidste i denne reportage.
Leave a Reply