Reportage fra BogForum i Bella Centret, d. 26. oktober 2018
Af Line Møller Christensen
Fotograf: Mia Nikander
På BogForum blev man ført med bag kulissen til den vigtigste proces i udgivelsen af en bog; redigeringen. To erfarne redaktører fortalte om det første møde med en tekst, om vigtigheden af genlæsning og om dét at læse i fællesskab
Til lyden af den summende menneskemængde, blandt bogsælgende standehavere, begynder folk at samle sig ved scenen. Det er den ene weekend om året, hvor Bella Centret i København fyldes af glade bogelskende mennesker. Det er fredag, klokken er halv to og på Ny Scene kan man få lov at få et blik ind i den lange proces, der går forud for alle de mange bøger, som pryder standene på årets messe: nemlig redigeringsprocessen. På scenen sidder to garvede redaktører henholdsvis direktør, redaktør og underviser på Forlaget Gladiator Jakob Sandvad og redaktionschef på Politikens Forlag Lene Wissing. I dag skal de to sammen redigere en tekst, de aldrig har set før. De skal lave en live første redigering på scenen. Publikum har hver fået udleveret en kopi og opfordres til selv at redigere med løbende.
Det første møde med teksten
Alle sidder vi med det hvide stykke papir i hånden og skal til at se teksten for første gang. Vi ved intet om den på forhånd, andet end at forfatteren ikke er til stede. Før vi skal stifte bekendtskab med teksten, fortæller de to redaktører lidt om, hvor nervepirrende det altid er at møde en tekst for første gang. Netop det allerførste møde med en tekst, fortæller Lene Wissing, kan føles som at læse for første gang. Selvom det er en ny oplevelse hver gang, kan man dog alligevel få erfaring i tekstlæsning og redigering. Så hvordan læser en garvet redaktør?
Vi vender alle papiret og teksten læses højt. Da vi når til den sidste linje, starter vi forfra. For at læse en tekst én gang er som at læse den nul gange, fortæller Lene Wissing. Det lyder måske besynderligt, men det er simpelthen fordi første og sidste linje uløseligt hænger sammen. Du vil aldrig kunne forstå starten, før du kender slutningen. Så vi læser igen — styrken ligger virkelig i de mange genlæsninger, siger de to redaktører. De to deler teksten og læser hver en halvdel op. Efterfølgende følger en stilhed og luften summer af tanker om teksten. Alle forsøger at tage den ind og kode de mange billeder, simple og komplicerede, der pryder teksten. Publikum opfordres igen til selv at redigere med og byde ind ved mikrofonen undervejs. I dag er vi alle redaktører — og så skal vi til at gå til teksten.
At læse i fællesskab
Det er ikke kun publikum, men også redaktørerne, der lige skal læse sig ind på teksten — det er faktisk på sin måde forfriskende. Der er lidt opstartsvanskeligheder, mens vi alle i fællesskab forsøger at udrede en form for handling fra teksten. Eller en såkaldt karakteristik. En fælleslæsningsmetode, der er meget anvendt rundt omkring på forfatterskolerne, fortæller Jakob Sandvad. I undervisningen på Gladiatorskolen er læsning og kritik i fællesskab bærende elementer. Han fortæller, at som tekstlæsere er undervisere og forfatterelever på lige fod, uden et hierarkisk system. Det kan der ikke være, for der er utallige måder at læse og at gå til en tekst på, hvor ingen måde er mere rigtig end en anden.
Her er vi så i gang med at læse os ind på teksten. De to redaktører noterer, at teksten indeholder en del komplicerede billeder. Måske er de for komplicerede, siger Sandvad. For det er altid særligt vigtigt, at de sproglige billeder er gennemskuelige, og ikke for interne mellem forfatter og tekst. Det skal man være meget opmærksom på som forfatter. Men de to redaktører får i samspil med publikum redt nogle af tekstens komplicerede tråde ud. Flere fra publikum byder ind med opklarende observationer og læsninger af teksten, og der er mange, der læser ivrigt med og svinger kuglepennen på papiret med den ukendtes tekst. Langsomt begynder en læsning at tegne sig og forslag til forbedringer, justeringer og opstramning er kommet på bordet. Teksten har netop været gennem et led af den redigeringsproces som alle bøger må gennemgå. For det er yderst sjældent, at værker er startet ud, som de er udgivet, fortæller de to redaktører. Men redigeringsprocessen må stoppe på et tidspunkt, hvor man må stille sig tilfreds. Men helt færdig eller helt perfekt bliver teksten hverken i dag eller nogensinde. For som Jakob Sandvad fortæller, så er der aldrig noget, der hedder en færdig tekst. Skriften vil altid kunne udvikles og optimeres, fordi den lever.
Leave a Reply