Anmeldelse af Karl Ove Knausgård: Morgenstjernen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 24. november 2020
Anmeldt af Anders Thorkild Korup Ølholm
Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm
I sit nye romanprojekt beskriver Karl Ove Knausgård det moderne hverdagsmenneskes reaktion på det mirakuløse. Igennem romanen skildres, hvordan miraklet for det moderne menneske forbliver en anelse på horisonten, som det ikke er i stand til at begribe, selv når miraklet viser sig som en lysende morgenstjerne på himlen.
Jeg vil gerne starte med at bekende kulør. Jeg er en meget stor beundrer af Karl Ove Knausgård. Ja, måske vil jeg gå så vidt som at sige, at han er en af mine yndlingsforfattere. Dette siger jeg, selvom jeg kun har læst det første bind af hans magnum opus på seks bind Min Kamp, plus det løse, og så bogen der er genstand for denne anmeldelse. Alligevel har hans ord skabt en følelse, som jeg ikke vil forsørge at beskrive, da den aldrig vil kunne skildres præcis. Et af sprogets mangelfuldheder er, at det kun kan nærme sig. Men følelsen vil de fleste litteraturelskere nok kunne nikke genkendende til og selv knytte til de forfattere, som de kalder for deres yndlings. Den følelse, hvor man igen og igen genlæser deres ord, for at forsøge at nærme sig den samme følelse, man oplevede ved det første møde. Men den er i sig selv uopnåelig, og man vil kun kunne nærme sig mindet af den. Jeg ventede derfor med længsel på, at Knausgård skulle udgive en ny roman efter afslutningen på Min Kamp i 2013. Heldigvis har han udgivet essays i den lange ventetid, så en hel tørke har det ikke været. I november sidste år udkom så hans nyeste roman Morgenstjernen, hvor han har bevæget sig væk fra autofiktion, en genre hvor han står som et fyrtårn, og jeg var spændt på at læse Knausgård i andre rammer.
På en varm sensommeraften i augustmåned viser der sig en mystisk stjerne på himmelen. Er det et tegn? Og hvis det er, hvem er det så fra? Knausgård lader ni personer udlægge hver deres tolkning af stjernen over de to døgn, som bogens narrativ udspiller sig over. Han begrænser hvert afsnit i bogen til en enkelt karakters subjektive perspektiv, og forståelsen af stjernen er begrænset heraf. Stjernen og dens fremkomst fremstår derfor ligeså uforståelig for læseren, som den er for karakterne, og miraklet forbliver kun ved anelsen. Forfatteren udforsker i bogen, hvordan mennesket altid forsøger at forklare det ubegribelige eller mirakuløse ud fra allerede kendt viden. Måske af frygt for at begive sig ud i det ukendte. Alle karakterne er i stand til at observere stjernen, men ingen af dem ønsker egentlig at forstå den, da de er angste for hvad det betyder, hvis de gør. For selvom der opstår mærkelige hændelser for karaktererne samtidig med, at stjernen viser sig, så forsørger de at skubbe det i baggrunden til fordel for hverdagen. Det moderne menneske kan se miraklet men tør ikke at begribe det.
”Vi er lidt som den fulde mand der en sen aften står og stirrer på den oplyste jord under lygtepælen da nogle forbipasserende stopper op og spørger om han leder efter noget. Han nikker, han leder efter sin nøgle. De forbipasserende hjælper ham med at lede, men finder ikke nøglen, og de spørger om han er sikker på at det er der han har tabt den. Nej, da, siger den fulde mand, jeg tabte den derovre – han peger ind i mørket – men der vil jeg jo aldrig finde den, så jeg leder her i lyset”
Jeg kender ingen forfatter der som Knausgård formår at skrive om det almindelige menneskes hverdag så dragende som ham, som gør den ligeså spændende som en thriller. Og den konkrete skildring af karakterne og deres hverdag gør det ukendte endnu mere skræmmende og real. De mangler alle de kræfter, det kræver for at være til for deres nærmeste. Om det så er litteraturprofessoren Arne, der svigter sin psykotisk kone og børn ved at drikke sig fuld og køre galt, da konens sygdom forværres. Eller sygeplejersken Solveig, der tager af sin Parkinson-ramte mor, men som ikke er i stand til at nærme sig sin egen datter. De lider af en angst overfor den mystiske stjerne men også overfor deres egen hverdag, som ikke længere kan holdes ud, og de lider nærmest af slags dødslængsel for at komme ud af den. En af karakterne skiller sig dog ud fra de andre. Rigmandssønnen Egil som nærmest fungerer som et pædagogiske led for læseren ved, at han modsat de andre forsøger at udrede det uforståelige overfor for læseren. Men for mig ville det have stået stærkere, hvis det havde stået for sig selv, da det uforståelige ikke behøver at blive elaboreret. For selvom hans udlægning af eksistensfilosofi og religionshistorie er spændende nok, så kunne det godt undværes. For beskrivelsen af mødet mellem det mondæne normale og det virkelig unormale er dybt fascinerende, hvor Knausgård sublimt formår at skildre, hvordan hverdagen langsomt bliver fortæret af en mystisk og måske dæmonisk kraft
1 comment so far