Hjertets pris

Hjertets pris

Hjertets pris

Anmeldelse af Line Hoffmeyer: Så længe dit hjerte slår, udgivet på Politikens Forlag d. 1. oktober 2024

Anmeldt af Signe Bang Andersen    

Foto: Signe Bang Andersen    

Line Hoffmeyers biografi Så længe dit hjerte slår er en rå, ærlig og til tider humoristisk skildring af et liv, der har været præget af sygdom og tab, men også af ukuelig vilje og håb. I en personlig fortælling, om sit liv med et donorhjerte, udforsker Hoffmeyer dybt eksistentielle spørgsmål som kærlighed, død og livets skrøbelighed.

Hvordan er det som 18-årig at stå på sidelinjen af sit eget liv? Med sin skarpe indsigt beskriver Hoffmeyer, hvordan hjertesvigt ikke blot påvirker hende fysisk, men også mentalt og socialt. Venner og kærlighedsrelationer forsvinder, og en usynlig barriere opstår mellem hende og omverdenen. Dette portrætteres med en nærmest brutal ærlighed: Tanken om død hænger ved hende, og det skræmmer de fleste, især når man er ung og står midt i livet.

Det nye hjerte

At kunne løbe efter bussen, bære sin egen taske, drikke drinks med pigerne i byen og være den storesøster og datter, hendes familie fortjener, er den hverdag, Line vågner op til efter hjertetransplantationen. Hun er ikke længere begrænset i samme omfang som før.

Det nye hjerte er også begyndelsen på nye udfordringer og tanker. For er man overhovedet værdig til det nye hjerte, når det har tilhørt et så enestående menneske, som har givet livet videre, og hvordan lever man op til det?

”Det giver sig selv, at min krop glemmer at trække vejret. For hvem ejer den, når hjertet ikke længere er mit? Kan den overhovedet huske, hvem den elsker, og er der overhovedet nogen, der kan huske at elske mig? Er jeg nu bare en, de plejer at kende? Jeg ved ikke længere, hvad hjertet er fuldt af, eller om jeg overhovedet har hjertet på rette sted. Og hvor er mit hjerte? Der er ingen at spørge.”

Antistoffer

Som 30-årig står Line over for et sammenbrud i sit privatliv, da hun bliver skilt fra manden, hun havde håbet på at dele sin fremtid med. Samtidig står hun over for nye trusler: Hendes krop begynder at danne antistoffer mod det donorhjerte, der engang reddede hende.

”Er det hjertesorgen, der har sat sig i det nye organ? Tror min krop, at det går væk, og at Lasse forsvinder, hvis den får gjort det af med hjertet? Sidst mit hjerte var knust, fik jeg et nyt. Er det dét, den vil have igen? Hvorfor må det her hjerte ikke være mit mere?”

Derefter begynder en jagt på at finde meningen med livet, og hvor finder man den, når man for anden gang står ansigt til ansigt med døden? Gennem hendes personlige rejse skildrer hun, hvordan meningen med livet ikke nødvendigvis findes i de store øjeblikke, men ofte i de små, daglige stunder – i forholdet til mennesker omkring os, i kærligheden, der kommer og går, og i evnen til at finde glæde, selv når livets store planer ikke udfolder sig, som man havde håbet.

Lev livet fuldt ud

Jeg synes, at Hoffmeyer på en beundringsværdig måde formår at beskrive hjertets biologiske skrøbelighed sammen med hjertesorgens emotionelle smerte. Hun formår at fremhæve livets værdi og minder os om, hvordan hver dag tæller.

Så længe dit hjerte slår er en bevægende og tankevækkende bog, der med sin blanding af rå følelser, refleksioner og humor minder os om, at livet sjældent følger den plan, vi lægger, men at det er vores evne til at leve det fuldt ud, der gør forskellen.