Anmeldelse af Louis Jensen: Hurra & Velkommen! Nye Firkanter, Gyldendal 2014
Anmeldt af Ditte Obeling
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Jeg åbnede bogen med en nagende skepsis: Man kan da ikke skrive 1001 firkantede historier, uden at nogle af dem bliver – nå ja, firkantede? Men Louis Jensen kan åbenbart, for efter de første historier havde sat små spirer af ord-fryd i mig, forsvandt min tilbageholdenhed. Jeg gnaskede lykkeligt bogen i mig, så bogstaverne drev ned ad hagen.
Louis Jensen fortsætter sin jagt på de 1001 firkantede historier. Han har allerede skudt de første 800, og Hurra & Velkommen! Nye Firkanter bidrager med yderligere 100 pletskud til samlingen. Hver firkantede historie er stadig unik og rummer nye eventyr, ny taknemmelighed og ny dybde i et legende og lyrisk sprog. Allerbedst er de, hvis man læser dem højt – for sig selv, for en ven, eller for et lille menneske.
En otte hundrede og fem-
og tredivte gang iklædte
jeg mine tanker fugles
fjer, og tre ord fløj ud af
min mund og lagde tre
æg. I det første var et
hvidt papir. I det andet
en blyant. Og i det tredje
en lille bitte historie.
Med en arv fra de gamle eventyr og fortællinger – fra Den Bestøvlede Kat til Alice i Eventyrland – er Hurra & Velkommen! Nye Firkanter en børnebog for alle aldre. Bogen udstråler en særlig kærlighed til det eventyrliges evne til at forvandle den virkelighed, vi befinder os i. Og det gælder ikke kun en kærlighed til de storslåede forvandlinger og eventyr, men også til de helt almindelige ting i livet. I de nye firkanter bliver det kendte og det ukendte vakt til live på nye måder, og der er meget at glædes og overraskes over, for tingene er aldrig, som de umiddelbart ser ud til at være i Louis Jensens firkanter.
En otte hundrede og enogtyvende
gang om efteråret blev min kæreste
til vand. Så blev det vinter, og hun
frøs til is. Så blev det forår, og hun
tøede op og løb ud i åen, og jeg tryl-
lede mig om til en fisk og sprang ned
i vandet. Da sommeren kom, steg
hun op i himlen og blev til en sky.
Jeg forvandlede mine skæl til fjer og
fløj op efter hende. Så faldt hun som
regn, men nu, hurtigere end drå-
berne, for jeg elskede hende, tryl-
lede jeg mine fjer om til blade og stod
under hende, da regnen ramte mig.
Hurra! En særlig taknemmelighed
De hundrede fortællinger i denne bog gemmer på en helt særlig taknemmelighed, og enkelte af historierne er – ud over at være gode historier – også takketaler og oder, hvor månen, solen, træerne, havet og hønsene takkes, og det at leve I taknemmeligheden bliver en historie i sig selv.
En otte hundrede og to-
og tresindstyvende gang
sagde jeg tak til træerne.
Hvorfor? Fordi deres rød-
der går så dybt som mi-
ne tanker om min kære-
ste. Fordi deres blade
rasler over mit hoved,
som mit hjerte rasler uro-
ligt, når hun er langt væk.
Taksigelser hører også til det metafysiske felt. Gud figurerer ofte i bogen og skaber en bagvedliggende mening og sammenhæng. Historierne bliver ind i mellem til en slags glædesspækkede lovsange til livet, Gud, tingene, træerne, tommeltotten, eventyret, historierne, ordene. Det eventyrlige, det fysiske og det metafysiske væver sig ind og ud af hinanden, uden at det ene tillægges større betydning eller vigtighed end det andet. Midt i alt det surrealistiske og eventyrlige kan vi derfor finde en mening og glæde i historierne, der hylder alt hvad der skaber, og alt, hvad der er skabt. Skabelsen er udgangspunktet for livet og fortællingen; herefter er intet sikkert. Historien tager nysgerrigt på eventyr, og hver sætning kan bringe nye overraskelser.
Og velkommen! At byde alvoren og glæden indenfor
Når jeg så hurtigt bliver grebet af de firkantede historier og glemmer min skepsis, skyldes det ganske enkelt, at historierne rører mig: De får mig til at tænke og føle på nye måder, fordi de fastholder en umiddelbar og barnlig glæde. Det er ikke kun en glæde ved de ting, der almindeligvis glæder. Historierne introducerer det forunderlige og glædesfulde ved selv livets tungeste temaer. Der er noget særligt poetisk over at kunne møde alvoren med nysgerrige øjne.
En otte hundrede og treogfyrrety-
vende gang landede ensomheden
på min skulder! Åh! Så barsk en
fugl! Jeg slog den væk, men den fløj
over og satte sig på min anden skul-
der. Væk! råbte jeg. Så greb den fat
i mig og fløj mig højt op, og nu så
jeg, hvor vidunderlig verden var, for
jeg kunne se alting. Måske, tænkte
jeg, kunne jeg blive ven med en an-
den dreng, med et træ, en hund, el-
ler den å med fisk, der var lige under
mig. Eller med mig, sagde fuglen.
Louis Jensens firkanter fortsætter med at behandle store emner. Uden at konkludere behandler firkanterne ensomheden, sorgen, døden og kærligheden med barnets nye og nysgerrige blik på verden. Historierne blander det finurlige og forunderlige med det frygtelige. Det giver børn så vel som voksne muligheden for at tænke over alvorlige emner med en barnlig glæde og nysgerrighed.
Leave a Reply