Anmeldelse af Nguyễn Phan Quế Mai: Når bjergene synger, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 20. juni 2024. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Når bjergene synger er en rørende familiefortælling om en bedstemor, der vil gøre alt for sine børn. En fortælling om længslen, kærligheden og de traumer, som fulgte vietnameserne efter krigen i deres land. Men det er også en fortælling om forelskelse, styrke og håb. Man forstår, hvorfor slægtsromanen er blevet en international succes.
I Når bjergene synger følger man Hương og hendes bedstemor, Diệu Lan. Bomberne synger omkring dem i Hanoi, men Bedste er hurtig på fødderne og bringer dem gang på gang i sikkerhed. I et bombeskjul bliver det tydeligt, at romanen vil tale ærligt om krigen, ligesom dens karakterer formår at gøre det:
“”Hun beder, mens den tordnende larm fortoner sig, og folks skrig fylder luften.
”Jeg er bange Bedste.”
Hendes læber er blå og dirrer af kulde. ”Det forstår jeg godt, Guava… jeg er også bange.”
”Bedste, hvis de bomber skolen… kollapser det her bombeskjul så?”
Hun kæmper med den trange plads og trækker mig ind i sin favn. ”Jeg ved det ikke, min øjesten.”
”Hvis det gør, dør vi så, Bedste?”
Hun knuger mig ind til sig. ”Guava, hvis de bomber skolen, kollapser vores bombeskjul måske, men vi dør kun, hvis Buddha lader os dø.””
En byrde af savn
Selvom Hương og Bedste overlever og langsomt genopbygger et liv på trods, hviler der en tung byrde af savn på deres skuldre. For Hươngs forældre og Bedstes børn er endnu ikke vendt hjem fra krigen. Og når man har overlevet bomberne, venter den sønderrivende tvivl: Hvad hvis familien ikke har?
Men tvivlen sejrer ikke hos familien Tam. Det gør håbet. Mens Bedste og Hương forbereder sig på familiens hjemkomst, fortæller Bedste om den flugt, hun gennemførte med sine børn. En flugt fra deres naboer, som opmuntret af regeringen ville slå jordejere som Bedste og hendes børn ihjel:
”Folkemængden skiltes og gav plads for børnene, som kom marcherende imod os, trommende på røde trommer, som de knugede ind mod maven. Nogle af disse børn havde været din bedstefars elever, Guava. […] Jeg så det grusomme glimt i alles øjne. Jeg så deres tilfredse smil. Trommeslagerne trådte frem på en række foran os. Idet trommerne standsede, hævede en dreng sin fod og sparkede Công lige i ansigtet.
Jeg skreg.”
Landboreformernes mørke trænger ud gennem bogsiderne. Men mørket tydeliggør samtidigt, hvilket lys Bedste er. Og da det lykkes hende at flygte, bliver det klart, at Bedste er den stærke stamme på familietræet. En stamme, som står fast, rejser sig gang på gang og vil gøre alt for at beskytte familiens grene.
Ordsprog
Undervejs i den mørke fortælling dukker vietnamesiske ordsprog op som glitrende små blomster. Og selvom jeg ikke forstår originalsprogets finurligheder, så gør de danske oversættelser mig blød i knæene – læs selv her:
””Jeg vil aldrig glemme jeres venlighed,” sagde Bedste til vores værtsfolk, ”Một miê ́ng khi đoi bằng một gói khi no.” En bid, når man er sulten, er som et helt måltid, når man er mæt.
”Lá lành đùm lá rách,” svarede fru Tung. Hele blade beskytter iturevne blade.”
Cadeau til Agnete Dorph Stjernfelt, som har oversat romanen!
En rørende bestseller
Jeg får tårer i øjnene, mens jeg læser Når bjergene synger. Den rørende slægtsroman skildrer Trâ ́n-familiens sult, flugt og tab. Og det gør ondt helt ind i knoglerne at læse om de grusomheder, Vietnam har været vidne til som nation. Alligevel blomstrer håbet, og de smukke vietnamesiske ordsprog er som åkander på en ellers mørk familiehistorie.
Leave a Reply