Anmeldelse af Johannes Lilleøre: Kannibalen – en kærlighedshistorie, udgivet på Gyldendal d. 16. marts 2023.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Det er bestialsk, grumt, ufatteligt – og alligevel er det ægte. Kannibalen – en kærlighedshistorie af Johannes Lilleøre er baseret på en virkelig historie fra Tyskland i 2001. Her mødes Armin Meiwes og Bernd Jürgen Brandes i Armins hjem, efter de på en internetside har aftalt, at Armin skal skære Bernds penis af, så de kan spise den sammen. Ja, du læste rigtigt.
En roman om kannibalisme har sneget sig ind som udgivelse hos landets største forlag, Gyldendal. Hvordan kan det være? En sådan historie, som endda rodfæster sig i virkeligheden, kalder nærmere på en bog om vanvittige, virkelige hændelser eller en afsøgning af forskellige psykopatiske lidelser. Men Kannibalen – en kærlighedshistorie vil noget andet.
Dramaturgiske greb
For det første er romanen bygget op på en ganske særlig måde, nemlig som replikker i et dramastykke. Replikkerne i venstre margen symboliserer Armin (A), mens højremargens replikker er Bernd (B). Med denne opbygning læses hele romanen som en dialog mellem de to – både før, imens og efter den kannibalistiske seance finder sted. Opbygningen gør, at man kommer helt tæt på de to karakterer, hvis tanker, lyster og fantasier, som rækker langt ud over almindelig sans og fornuft, er udtrykt undervejs i forløbet. Dette dramaturgiske greb virker stærkt, da beskrivelser af blandt andet afskæringen af Bernds penis ligeledes kommer fra tilstedeværende stemmer:
“B: Hvad venter du på? / A: Kniven er sløv. / B: Du er en dårlig slagter. / A: Er det vigtigt, at vi gør det på den her måde? / B: Skal vi virkelig diskutere det igen? / A: Jeg henter en anden kniv i køkkenet. / B: Den er bedre. / A: Det tager kun et par sekunder at skære den af.”
Der er ikke lagt fingre imellem, når det kommer til at visualisere de kvalmende scener. Fra Armins valg af slagtekniv og frigørelse af plads i kummefryseren til Bernds lemlæstede krop, der forbløder i et stort badekar. Det er lysende klare og levende billeder fra et virkeligt mareridt.
Mellem de bloddryppende linjer
En mand vil gerne slagte og spise et andet menneske; en anden mand ønsker at blive spist af et andet menneske. Hvad er det, der kan få foruroligende og uforståelige fantasier som disse til at opstå? Undervejs i romanen får man en fornemmelse af både Armin og Bernds baggrund og fortid, hvor trøstesløshed og traumer lurer som skygger over begges sind og personligheder. Og læser man mellem linjerne på den ellers lamslående kannibalisme, findes der stor ømhed og omsorg. Som undertitlen antyder, er romanen også en kærlighedshistorie mellem de to mænd. I en dialog mellem Armin og Bernd, efter Bernds død, kan Armins omhyggelighed overfor Bernds kød fornemmes:
“B: Hvor lang tid tog det at spise mig? / A: Jeg spiste dit kød i løbet af det næste års tid, jeg spiste også andre ting, bevares. Hver gang jeg lavede et måltid af dig, fx en god bøf af ryggen, gjorde jeg noget særligt ud af det. Jeg lagde dug på bordet, tændte stearinlys og brugte det fine stel. Jeg lavede prinsessekartofler og rosenkål. Da det blev sommer, grillede jeg ribbenene ude i haven. Jeg tænkte på dig når jeg tog en bid.”
Ovenstående er bare ét af flere eksempler på Armins følelser overfor Bernd. Hans kannibalisme går på ingen måder ud på at ville påføre Bernd smerte; blot at spise ham på Bernds eget initiativ og udforske sin egen kannibalistiske nysgerrighed. Bernd derimod ønsker den hurtige og smertefulde død, som han mod forventning ikke får. Hans skæbne forbliver i stedet en langsom og følelsesløs forblødning, mens Armin en skønne dag bliver anmeldt af en anden internet-fyr og bliver fængslet. Kannibalen – en kærlighedshistorie er alt det, titlen hentyder til – og meget mere. Det er et dramaturgisk værk, hvor man selv må bruge sin fantasi til at frembringe de forfærdelige scener for sit indre blik; det er en trist og sørgelig fortælling om to mænd, der søger trøst i at bruge hinanden; og så er det mod al forventning en roman med glimt af humor mellem alt det mørke og onde:
“A: Du talte jo perfekt engelsk. Du overførte dine evner til mig, gennem dit kød. / B: Sig noget. / A: Hvad? / B: Sig et eller andet på engelsk. / A: Maybe I didn’t treat you, quite as good as I should have. Maybe I didn’t love you, quite as often as I should have. Little things I could have said and done, I just never took the time. / B: You were always on my mind. / A: You were always on my mind.”
Leave a Reply