Litterær artikel om kærlighed, begær og ”bawdy puns” i The Most Excellent and Lamentable Tragedy of Romeo and Juliet (1597) af William Shakespeare
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: commons.wikimedia.org
Igennem hele Shakespeares forfatterskab står kærligheden som et centralt tema i både tragedierne og komedierne. I intet andet stykke af Shakespeare er kærligheden mere tematisk central end i Romeo and Juliet, hvor omdrejningspunktet ikke blot er den romantiske kærlighed mellem Romeo og Juliet, men også begæret. Særligt igennem det legesyge sprog og de mange dobbelttydige ordspil portrætteres der i stykket flere facetter af kærlighed, begær og sammenspillet imellem disse.
En af de største kærlighedshistorier igennem tiden er fortællingen om Romeo og Juliet, to unge elskende, hvis forudbestemte skæbne står skrevet i stjernerne – ulykkeligvis kan de ikke få hinanden på grund af deres familiers stridigheder. Tragedien er i dag såvel som i 1590’erne et af Shakespeares mest kendte og citerede værker, men Shakespeare er ikke den første til at skrive Romeo and Juliet. I 1500-tallet blev der udgivet adskillige udgaver af historien, særligt på fransk og italiensk. Den version som Shakespeare tager udgangspunkt i, da han skriver sit værk, er Arthur Brookes Tragical Historye of Romeus and Juliet (1562). Der er flere forskelle mellem de to udgaver, men især sproget adskiller Shakespeare markant fra Brooke. I slutningen af 1500-tallet bliver Shakespeare først og fremmest betragtet som en digter, der skriver om romantisk og erotisk kærlighed. Et af hans mest trykte værker i perioden er det episke digt Venus and Adonis (1593), hvor beskrivelsen af det seksuelle møde mellem Venus og Adonis er med til at give Shakespeare sit ry for at skrive slibrige detaljer og benytte sjofle ordspil. Brugen af disse såkaldte ”bawdy puns” går igen i Shakespeares Romeo and Juliet, hvor denne måde at bruge sproget på er en vigtig del af Shakespeares fortælling både i forhold til stykkets opbygning, men også rent kunstnerisk. Netop sprogbrugen er med til at karakterisere Shakespeare som digter såvel som dramatiker, og sproglige finurligheder som ordspil og dobbelttydighed er noget datidens publikum ville opfange – de betragtede Shakespeares sprog som imponerende, ligesom vi gør det i dag. Derfor har sproget i høj grad været medvirkende til at give tragedien om Romeo og Juliet sin status som en af de største kærlighedsfortællinger.
På trods af at slibrige ordspil er væsentlige i Romeo and Juliet, er det ikke kun den erotiske kærlighed, som er på færde i stykket. Der gives et nuanceret billede af kærligheden og begæret; fra den ulykkelige og melankolske kærlighed til den storslåede, romantiske og gengældte kærlighed. Den forhastede, unge kærlighed portrætteres ligeledes igennem Romeos forelskelse først i Rosaline, og sidenhen i hans forelskelse i Juliet. Forholdet mellem Romeo og Juliet skildres som baseret på både lidenskabeligt begær og romantisk kærlighed, ligesom deres handlinger afslører en umoden, ung side såvel som en mere voksen, fremmelig en af slagsen hos dem begge. Begæret og den erotiske kærlighed har ligeledes flere facetter i stykket – det udtrykkes først og fremmest igennem frække ordspil hos Juliets amme og Romeos ven Mercutio, som på hver deres måde hjælper med at føre de to elskende sammen.
A pretty piece of flesh
Stykket indledes med en prolog i form af en sonet, der giver et kort referat af stykkets handling. Allerede her skabes der en forbindelse mellem de to elskende og begæret i form af en hentydning til selve den seksuelle akt: ”From forth the fatal loins of these two foes, / A pair of starcrossed lovers take their life.” Ved brug af ordet ”take” etableres der samtidig en forbindelse mellem begær og seksualitet på den ene side samt vold og død på den anden. I åbningsscenen fortsætter dette fokus på seksualitet i dialogen mellem tjenestefolkene Gregory og Samson – et par virile, formentligt unge mænd, der taler om kvinders jomfruelighed som et objekt, der kan erobres:
”Samson […] I will be civil with the maids – I will cut off their heads.
Gregory The heads of the maids?
Samson Ay, the heads of the maids, or their maidenheads, take it in what sense thou wilt.
Gregory They must take it in sense that feel it.
Samson Me they shall feel while I am able to stand, and ‘tis known I am a pretty piece of flesh.”
Allerede i første scene lægges der altså ud med sjofle ordspil, hvor ”take” endnu en gang kan forstås i en seksuel betydning, ligesom ”stand” kan referere til det at have erektion, og i denne forbindelse er det åbenlyst, hvilket ”pretty piece of flesh” der henvises til. Idet at Samson siger, at han ”will cut of their heads […] or their maidenheads,” er der tale om en dobbeltbetydning; han alluderer til det at erobre noget, ved at skille én ting fra en anden, således at det skifter ejerskab, men han hentyder også til vold. Denne hentydning til vold samt sammenstillingen af vold og seksualitet fortsætter, da Samson siger ”My naked weapon is out” – på denne måde fører tjenestefolkenes dialog den idé videre, som indledende præsenteres i prologen. Således portrætteres begær og seksualitet som adskilt fra kærligheden i stykkets begyndelse, og dette er noget, der går igen igennem flere dele af Romeo and Juliet.
This is not Romeo
Efter et opgør mellem Montagues og Capulets, som prinsen sætter en stopper for, træder Romeo ind på scenen. Han er trist til mode og melankolsk – hvilket både læseren og Benvolio erfarer – da Romeo er ulykkeligt forelsket i en ung kvinde, der viser sig at være Rosaline. Hun er uopnåelig for Romeo, idet hun ”hath Dian’s wit” og ”[f]rom love’s weak childish bow she lives unharmed.” Rosaline gengælder altså ikke Romeos kærlighed, og har valgt at leve i kyskhed. Romeo siger følgende om hende: ”She is too fair, too wise, wisely too fair, / To merit bliss by making me despair.” At Romeo ophøjer hende, og udvælger sig en uopnåelig skønhed, er et typisk elisabethansk og petrarkisk træk, særligt indenfor sonetdigtningen, og Romeo taler netop i verselinjer, modsat tjenestefolkene i åbningen af scenen – dette markerer stilistisk skiftet fra begær til kærlighed. Desuden taler Romeo ikke sjofelt om Rosaline, mens tjenestefolkene bruger ”bawdy puns” når de taler om ”maids.” På trods af at Romeo er ulykkeligt forelsket, lader det ikke til, at det er en entydigt ulykkelig situation for ham: ”Tut, I have lost myself. I am not here. / This is not Romeo; he’s some other where.” Selvom Romeo siger, at han har mistet sig selv, er Romeo dog endnu til stede, blot er han ”some other where.” Der er et lille strejf af tilfredshed i en sådan bemærkning.
Derudover lader Romeo sig overtale af Benvolio til at tage med ham til maskebal hos familien Capulet, da Benvolio foreslår, at han kan komme i bedre humør ved at ”[e]xamine other beauties.” Romeo er dog stadigvæk overbevidst om, at der ikke findes andre piger for ham end Rosaline: ”One fairer than my love! – the all-seeing sun / Ne’er saw her match since first the world begun.” Således dyrker og dvæler han ved sin melankolske kærlighed – han fastholder sig selv i den, og påtvinger sig selv yderligere smerte. Alligevel ender han netop med at tage til maskeballet, hvor der vil være ”other beauties,” som Romeo i første omgang ikke mener at han vil have nogen interesse i – indtil han får øje på Juliet.
Her slutter første del af artiklen om Romeo and Juliet. Læs anden del i næste uge, hvor du blandt andet kan læse mere om Mercutio og hans skarpe, men slibrige sprogbrug samt Juliets og Romeos ordudveksling ved deres første møde.
Kildeliste
Shakespeare, William: ”The Most Excellent and Lamentable Tragedy of Romeo and Juliet” i: Greenblatt, Stephen, general editor, The Norton Shakespeare, W. W. Norton Company, Inc. 2008 / 1997, New York
Bly, Mary: ”Bawdy Puns and Lustful Virgins: The Legacy of Juliet’s Desire in Comedies of the Early 1600s,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.008
Brunse, Niels: ”Ammen og Mercutio” i Passage, nr. 35, 2000, s. 50-53
Carroll, William C.: ”The Virgin Not: Language and Sexuality in Shakespeare,” Shakespeare Survey Volume 46: Shakespeare and Sexuality, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1993. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521450276.010
Davis, Lloyd: ”‘Death-marked love’: Desire and Presence in Romeo and Juliet,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.005
Davis, Philip: ”Nineteenth-Century Juliet,” Shakespeare Survey Volume 49: Romeo and Juliet and its Afterlife, Stanley Wells (red.), Cambridge University Press, 1996. Cambridge Collections Online, Cambridge University Press. DOI:10.1017/CCOL0521570476.010
Heltberg, Bettina: Resten er tavshed, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, 1999, Haslev
Roberts, Sasha: ”Reading Shakespeare’s Tragedies of Love: Romeo and Juliet, Othello, and Antony and Cleopatra in Early Modern England” i Dutton, Richard and Howard, Jean E. (red.): A Companion to Shakespeare’s Works – the Tragedies, Blackwell Publishing Ltd, 2006/2003, Malden, s. 108 – 133
Roberts, Sasha: ”Romeo and Juliet,” The Literary Encyclopedia, 30. juni 2002.
Smith, Bruce R.: ”Shakespeare’s Sonnets and the History of Sexuality: A Reception History” i Dutton, Richard and Howard, Jean E. (red.): A Companion to Shakespeare’s Works – the Poems, Problem Comedies, Late Plays, Blackwell Publishing Ltd, 2006/2003, Malden, s. 4 – 26
Wells, Stanley: Shakespeare, sex and love, Oxford University Press, 2010, New York
Leave a Reply