Anmeldelse af August Bovin Boberg: De steder hvor jeg blev født, udgivet på Det aarhusianske forlag Herman & Frudit d. 17. februar 2024.
Anmeldt af: Laura Højberg Andersen
Foto af: Laura Højberg Andersen
Når jeg snakker med dem i min omgangskreds, der har fået børn, og spørger dem, hvordan det er, er fællesnævneren ofte den samme: at man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig, hvordan det egentlig er, før man har prøvet det. At blive forældre er potentielt det mest livsomvæltende, man kan komme ud for som menneske. August Bovin Boberg har i sin smukke debut skabt et rum, hvor der er plads til at finde sig selv i denne nye rolle. Samtidig ser han tilbage på relationen til sin egen far, og på hvor vigtig denne kan være for os, uden vi måske selv er helt klar over det.
I digtsamlingen møder vi tre personer – et jeg, en far og en søn – gennem to separate tidsforløb, der ligger blot to år fra hinanden, men som både hver for sig og sammen kan have betydning for den, man er og bliver. Vi følger jeget med sin far i Mexico på jagt efter peyote, og derudover følger vi jeget med sin søn tilbage i Danmark. Fra første til sidste digt er disse tidsforløb viklet tæt sammen på en måde, der skaber en kærlig sammenhæng, idet vi følger en personlig udvikling hos jeget, som kan være sat i gang tilbage i Mexico, og som kan være givende for den, han bliver som far.
Nogle gange skal der en anden slags hjælp til
Allerede på side 11 følger vi far og jeget på rejsen til Wirikuta i Mexico tilbage i 2013, hvor de leder efter peyoten. En kaktus, der også er kendt som ’elefantfodskaktus’, som ifølge Psykedelisk Samfund er en lille kaktus uden nåle, der har en lang pælerod og indeholder det naturligt forekommende psykedeliske hallucinogen meskalin. Efter at have indtaget peyoten ledes jeget og faren ud i et trip, mens de rider rundt i den mexicanske ørken. Under det trip har jeget flere tætte oplevelser med himlen og luften – han taler blandt andet om at forære sig til vinden som et menneskeblad, om det blå hav af luft ved siden af ham og om en blå død.
“Vi står af og går rundt på det lille plateau. / Hundrede meter oppe / driver en smaragdgrøn / skråning. / Bagved / himlen. / Jeg forærer mig til vinden. / Menneskeblad.”
Jeg tænker, at der måske kan være noget smukt og poetisk i at finde sammen med sin far i psykedeliske dampe, for på den måde at blive konfronteret med, hvilken slags far man selv er eller kan blive.
Hvad er en far?
I København i 2015 er jeget selv blevet far, men føler sig hverken sikker eller klar til opgaven. Men hvordan ved man egentlig, om man er klar til at blive far? Er det ikke nærmere noget, man først lærer, mens man er i det? Og kan vores børn måske endda lære os rigtig meget om livet?
“jeg føler jeg spejler dig / at det er dig der lærer / os livet /at kende / ved ikke / meget / mere”
Jeget gennemgår tidspunktet for sin søns fødsel tre gange på forskellige måder, første gang med distance, anden gang mere til stede og tredje gang som opslugt af kærlighed til det væsen, han er blevet skænket – tiden står stille.
De to tidsforløb i henholdsvis Mexico og København flettes sammen gennem hele digtsamlingen, og som jeget og faren gradvist gennemgår deres psykedeliske trip, fornemmer jeg samtidig også en ro sænke sig langsomt omkring den nyfødte søn og hans nybagte far. Måske ligefrem en accept af, at selvom vi ikke ved alt lige nu, skal vi nok finde ud af det hen ad vejen.
”jeg er ikke / mere tryg / end dig / og går i gang / med at bygge et hus / til os / ud af det”
Alt i alt oplever jeg Bobergs debut som en nænsom og nobel fortælling om et af livets store øjeblikke med en vis opmærksomhed på, at det også er svært, og at man skal tage sig tid til at finde sin vej.
Leave a Reply